Turforslag fra Tropea

Tur 1 : 5 > 7 dage.  Aeolian Øerne.  Stromboli, Panarea,  Salina,  

Tur 2 : 10 > 14 dage.  Ovennævnte + Lipan,  Vulcano.

Tur 3 : 14 dage.  Ovennævnte + Filicudi,  Alicudi.

Sejlads distancer

Tropea > Stromboli 35 sømil
Stromboli > Panarea 9 sømil
Panerea > Salina 6 sømil
Salina > Lipari 5 sømil

 

De Æoliske Øer

De Æoliske øer også kaldet de Lipariske øer (italiensk: Isole Eolie el. Isole Lipari ), er en ø-gruppe af vulkansk oprindelse i det Tyrrenske Hav. Ø-gruppen, der hører under provinsen Messina på Siciliens nordkyst, er opkaldt efter vindenes gud; Aeolus (romersk mytologi)[1]. Øerne er en populær turistdestination om sommeren, og tiltrækker op mod 200.000 besøgende om året.

Tilsammen bor der i alt ca. 12.000 indbyggere, på de syv beboede øer, hvoraf hovedparten bor på den største ø Lipari. De andre beboede øer er; Alicudi, Filicudi, Panarea, Salina, Stromboli og Vulcano. Dertil kommer en række mindre ubeboede øer. Øerne har færgeforbindelse til Milazzo på Siciliens nordkyst. Om sommeren er der endvidere forbindelse til Palermo og Napoli.

De Æoliske øer ligger mellem 30 km og 80 km fra Siciliens nordkyst. Lipari er med et areal på 37,5 km2 den største af øerne, efterfulgt af Salina (26,8 km²), Vulcano (21,2 km²), Stromboli (12,6 km²), Filicudi (9,5 km²), Alicudi (5,2 km²) og Panarea (3,4 km²). Ø-gruppens højeste punkt er Monte Fossa delle Felci på Salina, der rejser sig 962 m over havet.

Øernes nuværende udseende er et resultat af vulkansk aktivitet gennem mere end 260.000 år, hvor øerne langsomt er dukket op fra havet. De er en del af en vulkansk ø-bue der strækker sig fra Vesuv på det italienske fastland til Etna på Sicilien. Øerne er dannet i tre faser. I 1. fase dannedes først Filicudi efterfulgt af Panarea, Salina og dele af Lipari og til sidst Alicudi. I 2. fase udbyggedes disse øer. Og i 3. fase dannedes Vulcano og Stromboli. Ø-buer dannes normalt over en subduktionszone, og her er det den Afrikanske Plade der, pga. kontinetalbevægelser, dykker ned under den lille Apuliske/Adriatiske Plade.

Stromboli

StromboliDet er kun Stromboli der stadig er en aktiv vulkan (og europas eneste permanent aktive), mens Vulcano er en slumrende vulkan. Derudover findes der fumaroler og varme svovlkilder på Lipari, samt en sovende vulkan der ikke har haft nogle udbrud de sidste 1300 år. På alle øerne er der store forekomster af svovl, pimpsten og det yderst finkornede kaolin (porcelænsler).

Stromboli er en af de syv Lipariske Øer(opkaldt efter den største vulkanø i øgruppen De Lipariske Øer).

Man kalder dem også de Eoliske Øer, da der er stormfuldt og blæsende vejr omkring øerne. De gamle grækere påstod, at vindguden Aeolis boede her, hvilket også fortælles i beretningen om Odysseus.

Der ankres normalt på Øens østside, og så brugers gummibåden til transport til og fra øen.

Stromboli er og bliver Europas mest aktive vulkan. Med en 10 – 20 minutters mellemrum slynges glødende lava blokke og slagger op i luften. Om dagen ligner det røde røgskyer – om natten et ildrødt festfyrværkeri.

Lavaen er trægt flydende, og der kan forekomme korte lavastrømme, men for det meste slynges materialet ud som småsten, lava bomber og aske. Denne vulkans hyppige mindre udbrud har givet navn til Stromboliansk vulkanvirksomhed – altså svag men næsten konstant vulkansk aktivitet med udslyngning af basaltisk lava i form af sten, aske og lava bomber med korte intervaller. Enkelte lavastrømme flyder engang imellem ned ad “Ildvejen”, på vulkanøens nordflanke.

Vulkanøen har opført sig på denne måde i de sidste 5000 år. I oldtiden blev den kaldt “Middelhavets fyrtårn” på grund af de talrige udbrud, og om natten kunne man på forbi sejlende skibe se de røde lava fontæner flere gange i timen over vulkantoppen.

Stromboli er dannet for mange millioner år siden ved den subduktion (d.v.s. underskydning), som den Afrikanske Kontinentalplade danner ved sin pladeforskydning ned under Italien fra syd og øst.

Stromboli er fra havbunden ca. 3000 meter, men fra havets overflade 926 meter høj. Navnet Stromboli kommer af det græske ord Strongyle og betyder den runde. Grækerne mente, at deres ild og smedegud Hefaistos havde et ekstra værksted under Stromboli, hvor han arbejdede ihærdigt sammen med de enøjede kykloper. Lavastenene, som udslyngedes måtte være de gnister, der føg, når guden og hans hjælpere bearbejdede det glødende jern og brugte blæsebælgen i det underjordiske værksted.

Senere hen påstod den italienske digter Gisoue Carducci i det 19. århundrede, at goterkongen Theoderik skulle være set forsvinde ned i vulkanens flammer, klamrende sig til sin sort ustyrlige hest.

I 1971 sad jeg første gang på toppen af Stromboli i 920 meters højde og kigge ned i det store krater mod de tre mindre kratere, hvorfra et orangerødligt skær kunne skimtes gennem røgskyerne, og jeg må indrømme, at det må have været svært for Theoderik at få sin hest op ad Strombolis stejle løse askeskråninger, og hvorfor skulle han derop.

Langt mere sandsynligt er det at forstå, at Jules Verne lod sine brave videnskabsmænd i sin bog ”Rejsen til jordens indre” komme ud igennem Strombolis flammende ildkrater, selvom det er den mest usandsynlige af Jules Vernes fremtidsromaner.

Andre har beskrevet Stromboli som en gammel højt snorkende hidsig mand.

H.C. Andersen beskrev levende vulkanøen, da han sejlede forbi øen i midten af 1800-tallet.

I december år 2002 havde Stromboli et kraftigere udbrud, der skabte en mindre tsunami- bølge i Middelhavet, men ingen omkom. Pyroklastiske askeskyer sendtes som en bølge gennem ” Il Scara del Fuocco ” – Ildvejen – en lavakøft på nordflanken og ud i havets bølger. Mængder af sten og aske haglede ned over husene i Stromboli, men heldigvis mest på den side af øen, der vender væk fra de små byer på øen.

Øens to kirker og vejaltre er bevis på, at vulkanen bestemmer og hersker over øen. Det er også det indtryk man får af vulkanøen, når man ser Roberto Rosselinis berømte film: ”Stromboli” fra 1949 med Ingrid Bergman i hovedrollen. Øen er et smukt, isoleret men nådeløst sted, hvor folk lever fattigt og forknyttet med vulkanen og havet som konstante trusler.

Øens ældste husker endnu Ingrid Bergmanns ophold på øen, da filmen blev indspillet og cafeen ”Club Ingrid” ligger på torvepladsen.   Det er dog lidt andre forhold i dag.

”Jeg har boet her i hele mit liv, og jeg vil ikke flytte andre steder hen”, siger Turid Hatlen ”og også selvom vulkanen rører på sig har den ikke gjort noget alvorligt i min tid”. Turid er en af øens 500 beboere.

Der er ikke rigtige biler på Stromboli, da gaderne er for snævre. Trehjulede vogne og knallerter er transportmidlerne. Der er ikke gadebelysning om aftenen.

Man skal se tre udbrud, hvoraf det tredje betyder, at man skal vende tilbage til Stromboli igen.

Jeg vil gerne tilbage til Stromboli igen.

Citat: Henning Andersen

Klima

Øerne har subtropisk-/middelhavsklima. Gennemsnitstemperaturen langs kysterne ligger i januar på 13°C, i maj og oktober på 20°C, i juli på 28°C. I bjergene er det ca. 10° køligere. Vandtemperaturen svinger mellem 15° om vinteren til 26° om sommeren. Der falder i gennemsnit 600 mm nedbør om året, heraf ⅔ i efterårs- og vintermånederne. Blandt de fremherskende vinde hører den kølige Mistral fra nordvest og den tørre varme Scirocco fra sydøst.